|
For det første var det en ren tilfældighed, at vi fik hende. Vi var enige om, at det skulle være en Ruhåret Hønsehund. Min morfar havde altid haft jagthunde og den sidste var en ruhår. Samtidig var vores forrige hund en blanding af Labrador og Ruhår. Problemet var bare, at både i udseende og i sind havde nogen glemt at fortælle Gamle Fie, at den havde labrador-gener.
Vi var ved at bygge et nyt hus, da Gamle Fie døde, og jeg var egentlig ikke indstillet på at få en hund på det tidspunkt. Men Birte havde hørt at Anders, som vi ikke kendte dengang, havde nogle hunde til salg, og hun ville have en hund, så sådan blev det, efter at hun havde belejret Anders i et par dage, og fortalt om alt det gode, hun ville gøre for denne hund, selvom vi hverken var jægere, eller havde nogen jagt. Så Birte fik sin hund og begyndte at gå til træning på Kragborg.
Det gik fint, indtil Fie skulle lære at tvangsapportere, så mente Birte, at det måtte jeg hellere stå for, og det har jeg så gjort lige siden. Fie er en fantastisk hund med et enormt jagtdrive. Jeg blev dybt fascineret af den måde hun gik på jagt på og fandt sine fugle. Hendes meget elegante løb og de flydende bevægelser, så duften af fært og det øjeblikkelige bratte stop i stand eller den lige så fascinerende opfølgning og sætning af fuglen. Hendes næse er absolut i top. Selv i dag, otte år gammel, kan hun lære de andre hunde noget om fugletagning i moseterræn, hvor fart har mindre betydning.
Hvad der var endnu værre, var at hun som 3-årig syntes at miste sin jagtlyst, udslagene på marken blev mindre og mindre. Til sidst blev det så alvorligt, at jeg gik til dyrlægen for at se om han havde nogen forklaring. Det havde han desværre. Hun havde mus i knæet på venstre forben. Det blev opereret og så viste det sig, at hun også havde det i højre forben. Sandsynlighed i følge dyrlægen, som at vinde i Lotto???? Men det kostede Fie to år af karrieren som prøve og jagthund.
|
Endelig i 2006 kunne Fie løbe igen. Jeg havde meldt hende til en vinderprøve i Nørager, og de andre deltagere forstod ikke en skid, da jeg jublede, som om jeg havde vundet. For Fie vandt ingenting, men hun løb ligesom i "gamle dage".
Jeg havde også fået styr på knaldapporteringen, så nu skulle vi ud at have den brugsprøve, fuldbrugsprøve og vinderplacering som vi manglede. Brugsprøven fik vi, men fuldbrugsprøven glippede, to 3. præmie og tre 2. præmier blev det til på 5 prøver. Den ene med 254 point, surt show, men der er mange ting, der kan gå galt på en fuldbrugsprøve. Vinderplaceringen glippede også på Langeland.
I 2006 blev hun også Danmarksmester i Udvidet Apportering for hold med 220 point sammen med Egemosens Gonzo, Vibeke Gude og Athos, Kristian Møller.
De mange operationer i knæene betød desværre, at Fie havde større og større besvær med at løbe. Så i 2007 besluttede jeg, at det var slut med hendes karriere som prøvehund.
Jeg har tit tænkt på, hvad der kunne være sket, hvis Fie var kommet til en mere rutineret hundefører, og hvis hun ikke havde haft de problemer med knæene. Potentialet til noget stort, det havde Fie.
I dag går Fie herhjemme og nyder sit otium. Men om efteråret, når sneppejagten går ind, er hun med mig igen, sammen med en hvalp. Så kan de lære det.
PS. Hendes kuldsøskende hedder Kragborg Ezau (Lars Helbo), Kragborg Selene (Holger Uth), Kragborg Kenya (Jan Damkjær) og Kragborg Mille (Michael Dammand)
|
